OktoberDisc 2019

Den 11. udgave af OktoberDisc blev afholdt 12. oktober 2019 – altid i uge 41. Som altid spillede man først på den opsatte bane på Starup hede, hvorefter feltet rykkede på Kløften DGB. Vejret er altid spændende i oktober, men i år var der ekstra opmærksomhed på udfordringerne, da hele ugen op til turneringen havde budt på ekstremt vådt og blæsende vejr. Discgolferne har dog masser af god karma i bagagen, så lørdag bød på udmærket vejr til disc golf.

Starup hede er kendt for lange åbne huller, men med masser af udfordrende greens. I MPO formåede hele tre spillere at gå fra heden uden en bogey. Jakob Burkard lavede 9 birdies og var dermed i front inden runden i Kløften. Thomas Rasmussen og Kristian Winther fik dog kun sat 6 birdies, men uden bogeys gav det plads på lead card. Det var faktisk andet år i træk uden bogeys på heden for Kristian Winther. Kristian Spliid spillede næstbedste runde på -7, og sidste mand på lead card var Mads Bossen Hansen (OD Champ 2012), der igen i år var med helt fremme med -4.

I AM rækken var det tæt. Det klare billede er, at undgås bogeys (eller højere) så ligger man godt til. Igen i år betød en score på omkring par, at man fra klar til lead card (og youtube) i Kløften. Tre spillere kom rundt i par – Timothy Hald, Lui Slot-Tygesen og Mathias Winther, men første pladsen efter heden havde Jakob Festersen, der med et ACE på hul 8 sluttede runden på -2. Sidste mand på lead card blev Mads Elsborg med en runde på +2.

Iben Blaabjerg repræsenterede kvinderne igen, hvilket hun gjorde ekstremt godt, da hun som en af de få lavede en birdie på banens længste hul. Der blev kun lavet 6 af slagsen hele dagen – alle rækker inklusive.

Efter en god frokost i klubhuset var alle klar til sidste runde på banen i Kløften. Banens normale layout blev taget i brug, men det visuelle indtryk er som altid et andet til OD. Hvide pinde overalt tærer på psyken, men man skal stadig have sine birdies.

I MPO rækken var det en dyst mellem Jakob Burkard, Kristian Spliid og Thomas Rasmussen. Der var max spænding til det sidste. På ø-hullet, der var gruppens sidste hul, blev dysten dog afgjort, da Jakob tog en birdie mod Kristians dobbeltbogey. Det betød at Kristian var nødt til at satse på det sidste hul, hvilket ikke gav pote. Thomas spillede sig op på anden pladsen foran Kristian. Mads Bossen Hansen holdt ved det stabile spil og endte på fjerde pladsen. Den måtte han dog dele med Martin Jensen, der på chase card også spillede sin chance. De var kun ét kast fra podiumplaceringerne. Stort tillykke til Jakob Burkard med den første OD-titel.

På lead card i Am rækken var der også max spænding gennem hele runden. Jakob Festersen og Mathias Winther skiftedes til at have føringen undervejs. På de efterfølgende placeringer gjorde det samme billede sig gældende. Her blandede Kenneth Carlsen sig også fra chase card. På de sidste 9 huller så det længe ud til, at Mathias Winther havde momentum, men på hul 14 satte han to kast til Jakob, og så lå de lige. På hul 16 bragte Jakob sig igen i front med et fantastisk putt for par, efter at begge spillere havde uheldige drives. Jakob parkerede herefter hul 17 for gruppens eneste to’er, og kunne nøjes med par på turneringens sidste hul. Det var nok, og Jakob Festersen gjorde derved sin bror kunsten efter. Tillykke til endnu en Jakob med sin første OD-titel. Kenneth Carlsen gjorde de lokale stolte, da han med rækkens hot score spillede sig fra chase card op på en tredje plads. På fjerde pladsen kom (også lokal) Lui Slot-Tygesen, der viste meget lovende takter i sin debutturnering.

Tusind tak til alle deltagere for endnu en fantastisk OD. Tak til klubbens medlemmer for at levere varen med opsætning, oprydning mm.

Tusind tusind tak til Sus og Sten for endnu en gang at sørge for, at vi bliver mætte i løbet af dagen. Simpelthen dagens vigtigste jobs – Tak for det!

Og til slut en bette fun fact – Danmark har aldrig tabt en landskamp i vandtårnet.

Tilmelding til OktoberDisc 2020 åbner 1. september.