OktoberDisc 2020 – Invitation

Lørdag d. 10. oktober (uge 41) afholder ÆDGK6100 OktoberDisc 2020

Sponsoreret af Discimport.dk

Så er vi klar til den 12. udgave af OktoberDisc – Danmarks eneste all inclusive turnering

Ambitionerne er store i år, så vi gør, som vi plejer… Næsten da 😉

Vi spiller én runde naturgolf (2×9 huller) på en opsat bane på Starup hede og én runde på Kløften Disc Golf Bane (2×9 huller).

Der spilles i Am-, Dame- og Open-rækken – alle spiller fra samme tees.

ALL INCLUSIVE! Deltagergebyret er kr 220 og dækker turneringen (alt inkl), morgenkaffe, frokost og aftensmad.

Turneringen er ikke PDGA sanktioneret, dog spilles der efter PDGA-regler medmindre andet bliver anvist. Et medlemsskab af DDGU eller PDGA er altså IKKE påkrævet.

OD19 Champ MPO – Jakob Burkard

Tilmelding

Tilmeldingen åbner d. 1. september kl 20.00

Tilmelding på discgolfmetrix.com – betaling til ÆDK6100 på reg 7932 kontonr 1034328, mrk navn og række eller på MobilePay 74379.
Din tilmelding er endelig godkendt, når knasterne er på kontoen, og allerhelst overført samtidigt med tilmeldingen. Mrk betaling med navn, tak!

Tilmeldings- og betalingsfrist er fredag d. 2. oktober.

OD20 har et maks. spillerfelt på 45 spillere. Spillere optages i rækkefølge i forhold til tilmelding. Ved evt afbud fyldes feltet fra ventelisten, så giv afbud i god tid, hvis det bliver aktuelt. TD forbeholder sig retten til 5 wildcards.

Banerne

Starup Hede tages igen i brug til OD18. Området er et kuperet terræn med begrænset bevoksning langs Haderslev fjord. Et naturskønt område der tigger om at blive benyttet til disc golf. I forhold til OD19 er banen næsten uændret. En enkelt justering eller to (faktisk hele tre) har dog sneget sig med i designet til OD20. Der bliver dog fortsat brug for de lange arme på heden, og discs der kan klare lidt vind. Der vil blive opsat rigtige kurve på alle huller (DiscCatcher Pro og de go’e fra smeden i Aalborg).

Banelayout Starup hede 2020

Kløften Disc Golf Bane spilles stort set som det etablerede layout, dog med skærpede OB-linjer. Her gælder det om at være skarp fra tee-stedet, da OB lurer overalt. Tee placering på hul 9 er rykket for at undgå kø på hul 8. Hul 9 er 83 m til turneringen. Venligst gennemgå caddiebogen inden turneringen, da enkelte OB-linjer kan være forvirrende, da hullerne ligger tæt i den smalle park.

Kløften DGB 2020

Program

08.00 Registrering
08.30 Spillermøde
09.00 1. runde – 18 huller efter lodtrækning
12.30 Frokost i klubhuset (Kløften – det røde vandtårn)
13.30 Spillermøde
13.45 2. runde – 18 huller efter seedning
NB: De sidste 9 huller under finalerunden i AM bliver filmet og vist på youtube (men ellers viser vi det ikke til nogen).
Umiddelbart efter 2. runder er der evt playoffs (hul 1-2-6)
Playoff Open: om 1. pladsen
Playoff Am: om 1.-5. pladserne (præmiepladserne)
Playoff Damer: om 1. pladsen
17.30 Præmieoverrækkelser
18.00 Aftensmad for alle
20.00 ÆDGK6100 opfordrer til almindelig uro og uorden i tårnet, indtil vi sender de tilbageblivende gæster på værtshus.

Præmier

Præmier i Am- og Dame-rækken er gavekort til Discimport.dk. Der er præmier til de 5 bedste i Am-rækken. Traditionen tro er der den sædvanlige pokal til vinderen og lidt af hvert til de andre.

Præmier i Open-rækken er cool cash, og kun de 3 bedst placerede casher. Fordelingen er følgende: nr 1 – 600kr, nr 2 – 350kr og nr 3 – 250kr. (ved flere end 15 tilmeldte i Open stiger præmierne)

Og selvfølgelig er klubbens ACE-pulje også i spil hele dagen (min. 250kr). I skrivende stund er ACE-puljen på ca 970g)

Der er CTP-pulje på 200 kr i spil for både Starup hede og Kløften. Legendarisk CTP-hul på heden… Navn på CTP-listen og en 4’er på scorekortet er set før…

Gense finalerunden fra OD19