Glædelig jul og tak for i år

Så er der gået endnu et år i discgolfens tegn, og så er det vist på plads med en bette opfølgning.

ÆDGK har haft en super travl sæson både på turneringsfronten og i det daglige. Til trods for det høje aktivitetsniveau klarede vi opgaverne undervejs takket være en fantastisk opbakning blandt medlemmerne. Tak for det. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan folk påtager sig diverse opgaver og sætter alle mulige ting i værk. Det har haft en enorm betydning for både banerne, men også for aktivitetsniveauet.

Planlægning og supervision er vigtig

2022 lader umiddelbart til at blive næsten ligeså travl som 2021. Vi starter med at knokle for at få banen klar til en ny sæson. Så tester vi redesignet til afslutningen på Jysk Vintertour i marts. Til april er det igen os, der starter DFSU Danish Tour. Så kan man også sige, at vi er i gang 😉

Arbejdsdag
Vi planlægger allerede nu med et socialt arrangement lørdag d. 29. januar. Og hvilken bedre måde at være social på end ved at trække i arbejdstøjet 😉 Så sæt allerede nu kryds i kalenderen lørdag d. 29. januar fra kl 9.00 til du enten er slidt helt ned, eller det bliver mørkt. Vi har en masse arbejde på banen at gøre – teeskilte og oprydning efter kommunen er nok de største poster på to-do-listen.

Fra den nye mod den gamle kurveplacering hul 13

Vi har en attraktiv bane i Vojens, og det skal vi fortsat udvikle på. De nye ændringer på enkelte huller i skoven (12-15) løfter banens niveau, så banen fortsat er en attraktiv bane at køre efter. I skrivende stund er der iøvrigt registreret ca 6148 runder for 2021 (ca 3200 til sammenligning for 2020).

Klubaftaler
I starten af det nye år (1. januar) vil vi offentliggøre vores nye klubaftaler. I den forbindelse har det været vigtigt for bestyrelsen at få nogle aftaler i stand, der sikrer gode vilkår for medlemmerne, samtidigt med at der støttes op om vores turneringsaktivitet.

Indmeldelse 2022
På det nationale plan overgår disc golf til Dansk Frisbee Sport Union pr 1. januar. Det medfører ændrede vilkår for indmeldelse af medlemstal. Nu skal vi også have fødselsdato på medlemmerne. Derfor bedes du, når du melder dig ind i klubben for 2022, lige sende en mail med din fødselsdato, så vi kan indrapportere korrekt til DFSU. Husk at kontingentet for 2022 er 400kr. Fra 2022 har vi også rabat til studerende og U15 spilere. Læs mere herunder.

Synes bestemt at sidste år også blev afsluttet med et håb om, at alt snart kom tilbage til normalen igen. Lad os da gentage netop det ønske for 2022 – det kan der vel ikke ske noget ved.

Hav en rigtig god jul og kom godt godt ind i det nye år.

Bestyrelsen